
Skanderborg Ultra var det helt store A-mål for mig i 2026. Efter at have løbet to 24-timersløb i 2025 – det ene på banen i Skanderborg – var det næste skridt at prøve kræfter med 48 timer på samme bane.
Vejen mod Skanderborg
Træningen frem mod løbet startede allerede i januar og gik helt efter planen. Jeg løb blandt andet to 6-timersløb i foråret og 24 Timer ved Havet i slutningen af maj.
I august løb jeg Ringkøbing Fjord 100 km som en del af træningen frem mod Skanderborg, og på turen rundt om Ringkøbing Fjord fik jeg god tid til at tænke over, hvorfor jeg egentlig løber ultraløb.
I ugerne efter blev tankerne ved med at spøge. Jeg brugte tid på at tænke over, hvad jeg gerne vil med mit løb.
For mig handler det selvfølgelig om at gennemføre en bestemt distance eller nå et bestemt mål. Men det handler også om glæden ved løbet, oplevelsen undervejs og om at udfordre mig selv på en måde, der føles rigtig.

Fra 48 til 24 timer
Kroppen var klar, formen var god, og træningen frem mod 48 timer var gennemført. Men hovedet var bare ikke med på 48 timer i løbeskoene. Så efter mange overvejelser besluttede jeg at ændre mit nummer til 24 timer.
Det var ikke en nem beslutning, men det var den rigtige. For selvom kroppen var klar til 48 timer, kræver et ultraløb også, at hovedet er med.
For selvom kroppen var klar til 48 timer, kræver et ultraløb også, at hovedet er med.
De sidste tre uger var der fuldt fokus på de 24 timer. Målet var at give den fuld gas, nyde alle 24 timer og samle flere erfaringer.
Løbet var mit fjerde 24-timersløb, og jeg havde sammen med min Anders – min mand og crew – lagt en plan for km, mad og energi ud fra de erfaringer, jeg havde fra de tre tidligere løb.
Men jeg må bare konkludere, at noget virker hver gang, og at noget af det, der virkede sidste gang, slet ikke gjorde det denne gang.
Løbet går i gang
Løbet startede lørdag kl. 12. Planen var at få sat en del km ind på kontoen i løbet af de første 6 timer. Jeg hyggede mig i sporet og fik snakket med mange af de andre løbere, og kilometerne tikkede stille og roligt ind. Jeg fandt ret hurtigt sammen med Nina Langelund Vestergaard. Vores tempo passede godt sammen, og vi fulgtes ad nogle timer. Jeg fulgte min plan, men efter et par timer begyndte maven at drille lidt, og jeg måtte besøge toiletvognen flere gange.
Anders fik hurtigt ændret min energiplan, så jeg fik mere “fast føde”, og vi fik styr på maven igen.

Natten
Så gik solen ned, der blev tændt lys på banen, og der var næsten 14 timer, til solen stod op igen. Jeg vidste, at de mange timer i mørke kunne komme til at udfordre mig, men formåede at holde humøret højt og holde min plan helt til midnat. Planen var at have løbet 115 km, og da lørdag blev til søndag, stod der 114 km på tavlen. Det var godkendt.
Efter midnat fandt jeg sammen med Sally Bjørnkjær, og vi løb en del runder sammen. Det var hyggeligt, og tiden går bare hurtigere i godt selskab. Men selvom selskabet var godt, ramte mørket og kulden mig ved 2-tiden. Trætheden kom for alvor snigende, og jeg kæmpede længe med at overvinde den.
Anders var lige gået til ro i teltet og havde gjort klar til, at jeg kunne klare mig selv et par timer, mens han sov, og jeg ville helst ikke vække ham. Jeg vidste, at det var vigtigt, at han fik hvilet, for at han kunne hjælpe mig senere i løbet.
Jeg har før haft gode erfaringer med at drikke kaffe, og efter en mindre slåskamp med kaffekanden, fordi mine vanter åbenbart skulle sætte sig fast, lykkedes det mig også at få en kop. Men det hjalp ikke. Jeg var bare træt og overvejede seriøst, om jeg kunne gå rundt og sove. Det kan man ikke, så jeg vækkede Anders, kom i teltet og fik 10 min. på øjet. Det gav ny energi. Jeg kom tilbage på banen igen og fik løbet nogle timer. Men kl. 4.30 var den gal igen, og jeg måtte ind og hvile 10 min. mere.
De sidste timer
Et par timer efter blev det lyst. Solopgangen var så flot. Jeg fik havregrød og kaffe og var klar til at kæmpe de sidste timer frem til kl. 12.
Jeg lå nummer 2 – kun to km fra førstepladsen – så det gjaldt bare om at hænge i. Det gjorde jeg, men ved 11-tiden kunne jeg godt se, at Sally og jeg løb nogenlunde samme pace, og at det ville blive svært at indhente. Jeg mistede motivationen en lille smule og forsøgte at overbevise mig selv om, at det også var ok at begynde at gå. Så det gjorde jeg. Men det blev kortvarigt! For lige efter depotet stod Malene Boye Thomassen klar til at heppe og pace mig videre. Hun råbte til mig, at jeg skulle løbe, og så løb hun med mig på indersiden af banen. Da hun slap mig, kiggede hun meget bestemt på mig og sagde: “Nu løber du, og jeg holder øje med dig!” Så jeg turde ikke andet. Og så løb jeg den sidste time.

209 km og en plads på podiet
Målet var som altid sat højt. A-målet var at løbe 215 km. Det vidste jeg godt ville blive svært. B-målet var at løbe 200+ km og komme på podiet. Det nåede jeg. Jeg løb 209 km og sluttede som nummer 2 blandt kvinder og som nummer 3 overall.

Jeg gav alt, hvad jeg havde, og her en lille måned efter er jeg godt tilfreds med resultatet. Jeg er mange erfaringer rigere og tager dem med frem mod de næste store mål i 2027.


