I april løb jeg mit første 100 km-løb i Viborg. Det endte med en 6. plads og en tid lidt over kvalifikationskravet for ultralandsholdet.
Men mens jeg sad og sundede mig og fik lidt hjælp til at få noget tørt tøj på, kom den daværende landstræner hen til min kæreste (meget søde og støttende kæreste, der havde stået i Viborg hele dagen for at række mig dunke) og sagde, at jeg skulle overveje at ansøge om at repræsentere Danmark til VM i efteråret.
Vejen til VM
Jeg skulle lige bruge en dag eller to på at sunde mig over løbet, før jeg, som alle sikkert kender, var frisk på næste udfordring. Og et VM i Nordspanien lød egentlig ret fedt.
Jeg ansøgte og ventede spændt, fordi jeg jo ikke var kommet under kvalifikationskravet. Men jeg var heldig at blive udtaget i slutningen af juni og begyndte at glæde mig til turen. Jeg fik trænet godt, undgik skavanker og følte mig godt klar, da september måned kom.
Jeg var så heldig, at min lillesøster tog med for at være crew. Vi mødte resten af holdet i Spanien. Kufferten med det danske landsholdstøj var ikke kommet med flyet, og vi kunne derfor ikke flashe vores røde og hvide farver før på løbsdagen. Men holdånden var der alligevel, og vi blev klar til at stå på startstregen søndag morgen.
Løbsdagen
Det mest stressende på dagen var, hvor lang køen til toiletterne ville være inden start, da der ikke var særlig mange. Det gik heldigvis uden problemer, og det var et særligt øjeblik at stå i et tætpakket startfelt, før starten lød.
Ruten bød på en 5 km rundstrækning i en lille spansk by uden for Santiago de Compostela. Ganske charmerende, men også med en del af strækningen, der lugtede meget af rensningsanlæg. Men man kan ikke få det hele. Ruten bød også på et 180 graders sving, som blev mere og mere udfordrende op ad dagen.
Til gengæld havde vi et crewtelt med et fantastisk supportteam, som var helt i top. Flere af de andres familiemedlemmer var ude på ruten og heppede hver eneste runde, og det gav ekstra energi at møde de andre løbere på den del af ruten, hvor der blev løbet begge retninger.
Der mærkede jeg især, hvad det betyder at være en del af et hold, hvor løb ellers er en meget individuel sport.
Så ramte varmen
Jeg havde en ambition om at komme under kvalifikationskravet, og det startede godt ud. Jeg holdt et stabilt tempo de første mange runder, men så ramte varmen. 35 grader og fuld sol.
Det satte sine begrænsninger, og jeg måtte justere tempoet undervejs, mens jeg jagtede skyggen ude på ruten. Med nogle isterninger i en buff klarede jeg mig igennem og kunne løbe over målstregen.
Taget imod af et heppende Danmark
Her var det noget helt særligt at blive taget imod ved målstregen af et heppende danmarksteam. Det var en virkelig fantastisk holdfølelse og noget, jeg vil huske i lang tid.
Så selvom jeg ikke sluttede i den ønskede tid, var det en virkelig god oplevelse, og jeg håber, at jeg kan komme af sted med ultralandsholdet igen. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg greb chancen.
