Der findes sikkert mange fornuftige måder at bruge en weekend på.
Man kan besøge familien, gå en tur, se en god film eller måske sove længe.
Jeg valgte at løbe den samme rute på 6,706 kilometer igen og igen. Og igen. Og igen.
Faktisk 59 gange.
Det blev til 395,7 kilometer ved hold-VM i Backyard Ultra i Horsens.
Og det mest mærkelige?
Jeg havde stadig lyst til at fortsætte, da jeg måtte stoppe.
Det hele begynder med en fløjte
Lørdag den 17. oktober klokken 14 gik starten.
Backyard Ultra er på papiret et ret simpelt koncept: Du skal løbe 6,706 kilometer hver time. Når du kommer tilbage, må du bruge resten af timen, som du har lyst. Når næste time begynder, skal du stå klar til en ny omgang.
Sådan fortsætter det, indtil du ikke længere kan gennemføre en omgang inden for tidsgrænsen.
Det lyder egentlig meget overskueligt.
Det er jo bare 6,7 kilometer.
Problemet er, at man bliver ved med at sige det til sig selv. Også når man har løbet 200 kilometer. Og 300 kilometer. Og når det efterhånden er svært at huske, hvilken dag det er.
Men det er også det, jeg elsker ved formatet.
Du behøver ikke tænke på de næste 100 kilometer. Du skal bare klare den næste omgang.
Team Risom – verdens bedste pitcrew
Jeg stillede ikke op alene.
Jeg havde Sisse og Pernille med som crew, og de fortjener uden diskussion fem stjerner.
🌟🌟🌟🌟🌟
De sørgede for mad, væske, tøj, overblik og alle de små ting, der bliver helt afgørende, når man har været i gang i flere døgn.
Jeg skulle egentlig kun koncentrere mig om én ting: At løbe.
Det lyder måske som en meget fair arbejdsfordeling, men jeg er ikke sikker på, at de er enige.
For mens jeg kunne tillade mig at lukke øjnene mellem omgangene, skulle de sørge for, at hele maskineriet fungerede.
De havde styr på mig, også når jeg efterhånden mest fungerede som en mand, der kunne løbe, spise og sove – men ikke nødvendigvis føre en særlig intelligent samtale.
Vores motto i Team Risom er: Sammen løber vi længere!
Og i Horsens blev det endnu en gang tydeligt, hvor meget der ligger i de ord.
Vi havde samtidig et fantastisk depotfællesskab med en stor del af de andre danske landsholdsløbere. Stemningen var afslappet, hjælpsom og hyggelig, selv om alle var i gang med noget, der udefra nok så temmelig vanvittigt ud.
Når Sisse ikke accepterer et nej
Et af de øjeblikke, jeg husker allerbedst fra Horsens, handler faktisk ikke om mine egne kilometer.
Det handler om Nikolaj.
Efter runde 48 havde Nikolaj fået nok. Han meldte ud, at nu var det slut.
Men den beslutning var Sisse ikke helt enig i. 😅
Så mens Nikolaj havde indstillet sig på, at løbet var forbi, gik Sisse i gang med at hjælpe ham.
Hun kom med et tæppe, sørgede for energi og væske og gjorde, hvad hun kunne for at få ham klar til endnu en omgang.
Og det virkede!
Nikolaj endte med at gennemføre 50 runder.
To ekstra runder. 13,4 kilometer mere.
Jeg husker ikke præcis, hvad der blev sagt undervejs, men jeg ved, at Sisse ikke havde tænkt sig at opgive Nikolaj, bare fordi han selv havde sagt stop.
Det er en af de historier, der betyder rigtig meget for mig.
For Sisse var jo egentlig med som en del af mit crew. Men midt i alle opgaverne omkring mit eget løb havde hun også overskud til at hjælpe en anden løber.
Og det er noget af det smukkeste ved Backyard Ultra.
Man kæmper for sine egne resultater, men man glæder sig også over, når andre lykkes.
Nogle gange handler det ikke om selv at løbe længere.
Nogle gange handler det om at hjælpe en anden med at tage den næste omgang.
TEAM RISOM – Sammen løber vi længere!
Og den weekend gjaldt det altså også Nikolaj. ❤️
En ny karriere som professionel powernapper
Inden løbet havde jeg en plan.
Jeg ville løbe i et behageligt tempo, komme tilbage til depotet, få mad og væske og derefter hvile så meget som muligt.
I praksis blev det en ret effektiv rutine.
Jeg kom ind fra en omgang. Hvis tøjet skulle skiftes, klarede vi det hurtigt. Jeg fik omkring 80 gram kulhydrat og 400 ml væske i timen, og så var det ellers benene op.
Og meget gerne sove.
Jeg vurderer, at jeg nåede at sove mellem 40 og 50 gange under løbet.
Det må være en personlig rekord i powernaps.
Normalt kan jeg ikke bare lægge mig ned og falde i søvn på kommando. Men efter tilstrækkeligt mange kilometer bliver kroppen åbenbart mindre kræsen.
Jeg vågnede typisk omkring to minutter før næste start.
Så kom fløjtesignalerne, og cirka 30 sekunder før timen skiftede, stod jeg klar igen.
Ud på endnu en omgang.
Der var noget næsten komisk ved det.
Løbe. Spise. Sove. Vågne. Løbe.
Og så gentage det hele.
Det var som at være fanget i en meget mærkelig udgave af filmen Groundhog Day. Bare med mere sportstøj og betydeligt færre timers sammenhængende søvn.
Ingen musik og næsten ingen koffein
En anden ting, som måske overrasker nogle, er, at jeg løb hele løbet uden musik.
Ikke én eneste omgang med høretelefoner.
Jeg havde heller ikke noget stort koffeinforbrug for at holde mig vågen. Jeg fik 150 mg koffein søndag morgen og yderligere 150 mg mandag morgen.
Det var det.
Resten af tiden var det bare mig, mine tanker, de andre løbere og den samme rute.
Jeg havde egentlig ikke behov for konstant underholdning.
Der var rigeligt at opleve undervejs, og når jeg havde brug for en pause fra tankerne, kunne jeg bare koncentrere mig om at sætte den ene fod foran den anden.
Det passer mig godt at holde tingene enkle.
Og når man samtidig har en rutine, hvor man faktisk kan nå at sove mellem omgangene, behøver man måske heller ikke forsøge at holde sig kunstigt vågen hele tiden.
Når hjernen går på autopilot
På anden dag begyndte rutinen for alvor at sidde fast.
Jeg skulle ikke længere bruge energi på at tænke over, hvad der skulle ske.
Jeg vidste, hvad jeg skulle, når jeg kom ind. Og jeg vidste, hvad der ventede, når jeg gik ud igen.
Det er noget af det fascinerende ved Backyard Ultra.
Udefra kan det ligne en enorm mental kamp at skulle motivere sig selv til endnu en omgang hver eneste time.
Men for mig handlede det i høj grad om at fjerne selve beslutningen.
Jeg skulle ikke hver time tage stilling til, om jeg havde lyst.
Jeg skulle bare møde op.
SHOW UP!
Det er et udtryk, jeg holder meget af.
For når man først begynder at diskutere med sig selv, om man nu også skal tage en omgang mere, tror jeg, man risikerer at gøre det langt sværere, end det behøver at være.
Derfor prøvede jeg at holde tingene enkle.
En omgang ad gangen.
Ingen store diskussioner.
Ingen dramatik.
Bare videre.
Den samme rute – men aldrig helt den samme oplevelse
Ruten i Horsens var en blanding af asfalt, grus og skovstier.
Der var åbne strækninger og længere passager gennem skoven, hvor man var mere i læ.
Jeg har gennem mine ultraløb udviklet en ret fast måde at gribe ruterne an på. Jeg deler dem op i mindre sektioner og beslutter, hvor jeg skal løbe, og hvor jeg må gå.
Det giver mig nogle faste holdepunkter og hjælper mig med at holde nogenlunde styr på tiden.
I Horsens havde jeg efterhånden min egen lille drejebog:
- På landingsbanen løber jeg.
- På græsstrækningen må jeg gå.
- Ved bommen skal jeg løbe igen.
- Så kommer svinget.
- Her begynder skoven.
- Nu kommer broen, så gåbakken og derefter ned til svinget, hvor jeg kommer ud af skoven.
- Videre hen til volden og så til jernbroen.
- Så er vi snart på vej hjem.
Det lyder måske lidt firkantet, men for mig giver det ro i hovedet.
Jeg behøver ikke tænke på alle 6,706 kilometer på én gang. Jeg skal bare frem til det næste kendte punkt.
Og jeg ved nogenlunde, at hvis jeg følger planen, så kommer jeg også hjem inden for tidsgrænsen.
Men efter Horsens er jeg også begyndt at overveje, om min største styrke på det område måske samtidig kan være en svaghed.
For når man kommer op på de distancer, jeg nåede denne gang, er det ikke sikkert, at kroppen har bedst af at følge den samme faste plan time efter time.
Måske bliver jeg nogle gange lidt for styret af, hvor jeg har besluttet at løbe, og hvor jeg har givet mig selv lov til at gå.
Måske burde jeg i højere grad tilpasse tempoet og gåpauserne til, hvordan kroppen faktisk har det på den enkelte omgang.
Det ved jeg ikke med sikkerhed endnu, men det er bestemt noget, jeg tager med mig fra Horsens.
For det er jo også en del af fascinationen ved ultraløb.
Selv efter 395,7 kilometer er der stadig noget at lære.
Og når man har passeret det samme sted 40 eller 50 gange, bliver selv de mindste detaljer en del af ens lille univers.
Det er egentlig mærkeligt, hvor tryg man kan blive ved en rute, som man samtidig glæder sig til at slippe for.
Men der var også noget særligt ved at dele den med de andre løbere.
Vi var konkurrenter, men vi var også mennesker, der gennemlevede den samme mærkelige oplevelse.
Det giver et fællesskab, som er svært at forklare til nogen, der ikke har prøvet det.
En hyggerunde efter næsten 400 kilometer
Et af de øjeblikke, jeg især husker, var omkring omgang 57 eller 58.
På det tidspunkt havde vi været i gang i mere end to døgn, og jeg havde allerede tilbagelagt omkring 380 kilometer.
Alligevel blev det til en decideret hyggerunde sammen med David og Mads.
Ja, du læste rigtigt.
En hyggerunde.
Efter mere end 55 timers løb.
Det siger måske meget godt noget om, hvor specielt Backyard Ultra er.
Man kan være midt i en ekstrem fysisk præstation og samtidig opleve noget så almindeligt og hyggeligt som at følges ad med et par gode løbekammerater.
Det er netop den slags øjeblikke, der gør, at det hele ikke kun handler om kilometer og resultater.
Selv når kroppen er presset, er der plads til fællesskabet.
Og nogle gange er det faktisk de små oplevelser, der bliver hængende længst.
Fællesskabet – det, der gør Backyard Ultra til noget særligt
Når jeg tænker tilbage på Horsens, er det ikke kun mine egne 59 runder, jeg husker.
Det er menneskene.
Det er alle de små og store øjeblikke, hvor man oplever, at Backyard Ultra er meget mere end en individuel konkurrence.
Jeg løb flere runder sammen med Morten Klingenberg. Noget af det, jeg især lagde mærke til, var hans overskud til at hjælpe andre løbere, når de var ved at løbe tør for benzin.
Selv midt i sin egen konkurrence havde han blik for dem omkring sig.
Og så var der Peter Jensen.
Han blev ved. Og ved. Og ved.
Selv om det var tydeligt, at han kæmpede med problemer undervejs, fortsatte han med at stille op til endnu en omgang. Den vedholdenhed gjorde indtryk på mig.
Pernille kæmpede med sygdom, men gav alligevel det, hun havde.
Mads og Rasmus var med til at holde stemningen oppe med tilråb, opmuntring og masser af liv omkring os.
Binger, Lars og Lars blev også ved med at kæmpe trods smerter og problemer.
Og så var der David.
David viste et fantastisk overskud undervejs. Ikke kun i sit eget løb, men også over for andre.
Et af de øjeblikke, jeg husker, var, da Mads og Jens Christian efter 48 timer havde kvalificeret sig til multidagslandsholdet.
Der stod David klar til at fejre dem.
Midt i sin egen ekstreme præstation havde han overskud til at glæde sig over andres succes.
Og fællesskabet sluttede ikke nødvendigvis, når man udgik.
Meng, Binger, Balthazar, Jensen og Vædeled kom tilbage for at heppe på holdet, selv om deres egne løb var slut.
Det synes jeg faktisk er noget af det stærkeste.
For når man selv har kæmpet i timevis og til sidst må stoppe, kunne man sagtens have lyst til bare at tage hjem, lægge sig i sin seng og lukke verden ude.
Men de kom tilbage.
For holdet.
For fællesskabet.
For de andre, der stadig var ude på ruten.
Det er den slags oplevelser, man ikke kan læse ud af en resultatliste.
Resultatlisten fortæller, hvor mange runder vi hver især gennemførte.
Den fortæller ikke, hvem der hjalp en holdkammerat videre, hvem der kæmpede trods problemer, hvem der stod klar til at fejre andre, eller hvem der kom tilbage for at heppe, efter deres eget løb var slut.
Vi løber hver vores løb – men vi løfter hinanden som hold. ❤️
Tredje dag – og stadig masser af overskud
Da vi nåede tredje dag, var jeg faktisk overraskende godt kørende.
Selv efter mere end 50 timers løb følte jeg mig stærk.
Det betyder ikke, at kroppen var frisk, som hvis jeg lige var stået op en søndag morgen.
Men jeg havde energi, motivation og lyst til at fortsætte.
Jeg følte ikke, at jeg var ved at løbe tør mentalt.
Tværtimod.
Jeg begyndte virkelig at mærke, at den drøm, jeg havde taget med til Horsens, var blevet til noget meget større.
Min tidligere personlige rekord var 34 yards.
Nu var jeg langt forbi.
Jeg havde allerede flyttet min egen grænse med mange timer og mange kilometer.
På tredje dagen steg temperaturen også, og især ude på de åbne strækninger begyndte jeg at svede mere.
Samtidig oplevede jeg nogle mærkelige ændringer i min vandladning og tørst. Det var endnu en påmindelse om, at kroppen kan reagere på uventede måder efter flere døgns belastning.
Men jeg fortsatte med min rutine og følte mig stadig godt løbende.
Frem til omkring 55 timer var min oplevelse faktisk, at jeg havde rigtig meget tilbage at give af.
Når hovedet siger ja, men benet siger nej
Inden løbet havde jeg haft lidt bekymringer omkring højre knæ.
Men gennem størstedelen af konkurrencen havde det ikke været det, der fyldte.
Først sent i løbet begyndte jeg at mærke, at noget ikke var, som det skulle være.
Omkring omgang 56 begyndte jeg gradvist at miste kraft bag højre knæ.
Det var ikke, fordi jeg ikke ville mere.
Det var heller ikke, fordi jeg manglede motivation.
Men benet begyndte simpelthen at svigte mig.
De sidste omgange blev gradvist langsommere, og jeg havde efterhånden kun få minutter tilbage i depotet mellem starterne.
Der var stadig tid til at komme ind, men det blev mere og mere tydeligt, at noget var galt.
Jeg havde stadig lyst til at løbe.
Jeg havde stadig energi.
Men jeg havde ikke længere den nødvendige kraft i benet.
Og det er måske noget af det mest frustrerende ved ultraløb.
Man forestiller sig ofte, at man til sidst stopper, fordi man er fuldstændig udmattet.
At man ikke kan holde øjnene åbne.
At hovedet giver op.
At man simpelthen ikke orker mere.
Men sådan blev det ikke for mig.
Mit hoved var klar til mere.
Mit højre ben havde bare meldt sig ud af samarbejdet.
Omgang nummer 60
Jeg løb ud på omgang nummer 60.
For selvfølgelig skulle jeg prøve.
Man stopper ikke bare, fordi noget bliver svært, når man har brugt så mange timer på at nå dertil.
Men denne gang gik det ikke.
Jeg kunne ikke gennemføre omgangen inden for den time, der var til rådighed.
Og dermed var mit VM slut.
59 gennemførte yards.
395,7 kilometer.
25 yards længere end min tidligere personlige rekord.
Det var en kæmpe præstation for mig.
Men lige i øjeblikket var der også en mærkelig følelse af frustration.
For jeg var ikke færdig med at ville.
Jeg var bare færdig med at kunne.
Hvad tænker man egentlig på i næsten 60 timer?
Thomas fra Ultra Danmark spurgte, hvad der sker inde i hovedet, når man igen og igen skal finde motivationen til at tage endnu en omgang.
Det korte svar er nok, at der sker både rigtig meget og forbavsende lidt.
Man kan selvfølgelig nå at tænke over en masse ting, når man løber så mange timer.
Men for mig handlede en stor del af løbet faktisk om at gøre tankerne så enkle som muligt.
Jeg havde ikke brug for at finde en ny stor motivation hver time.
Jeg havde brug for en rytme, jeg stolede på.
Jeg skulle ikke overbevise mig selv om at løbe 395 kilometer.
Jeg skulle bare løbe 6,706 kilometer.
Og så gøre det igen.
Det er måske det, Backyard Ultra kan lære os.
At noget meget stort kan opstå, når man bliver ved med at gøre noget forholdsvis lille.
En omgang.
En time.
Et nyt forsøg.
Og pludselig har man flyttet en grænse, man ikke troede var mulig.
Den største sejr står ikke kun på resultatlisten
Jeg er selvfølgelig stolt af de 59 yards.
Jeg er stolt af de 395,7 kilometer.
Og jeg er stolt af at have forbedret min personlige rekord med hele 25 yards.
Men noget af det, jeg tager stærkest med fra Horsens, er oplevelsen af, hvor meget vi kunne sammen som Team Risom og som dansk hold.
Sisse og Pernille skabte rammerne for, at jeg kunne præstere. Familien bakkede op.
Jeg tænker på Sisse, der hjalp Nikolaj videre. På Morten, der hjalp andre løbere, når de var ved at løbe tør for benzin. På Peter og de andre, der blev ved trods problemer. På David, der fejrede Mads og Jens Christian, og på alle dem, der vendte tilbage for at heppe, selv om deres eget løb var slut.
Og jeg fik endnu en gang bekræftet, at Backyard Ultra ikke kun handler om, hvor langt man kan løbe.
Det handler også om fællesskab, tillid, tålmodighed og viljen til at møde op.
Igen og igen.
Holder drømmen stadig?
Ja.
I den grad.
For selv om jeg endte med at måtte stoppe, fik jeg noget meget værdifuldt med hjem.
Jeg fandt ud af, at jeg mentalt og energimæssigt kunne være med meget længere, end jeg tidligere havde prøvet.
Og jeg fandt ud af, at 59 yards ikke nødvendigvis føles som afslutningen på en drøm.
Det kan også føles som begyndelsen på den næste.
Så hvis nogen spørger, om jeg virkelig har lyst til at løbe rundt på den samme rute i næsten 60 timer igen, er svaret nok:
Ja, selvfølgelig.
Men næste gang må mit højre ben meget gerne være med på idéen hele vejen. 😅
TEAM RISOM – Sammen løber vi længere! ❤️
