Hvordan skaber vi en kultur, hvor fællesskabet bliver en styrke for den enkelte atlet og fundamentet for vores fælles præstationer?
Det spørgsmål optager mig meget i øjeblikket.
Som ny landstræner for det danske 24-timers ultraløbslandshold står jeg med en spændende ledelsesopgave. Vi skal samle nogle af Danmarks dygtigste ultraløbere. Atleter, som allerede har vist, at de kan præstere på et ekstraordinært højt niveau.
Jeg er både stolt og ydmyg over at have fået muligheden for at stå i spidsen for netop denne disciplin. Det er en opgave, jeg går til med stor motivation og ambitioner om at bidrage til udviklingen af dansk ultraløb.
Jeg ser samtidig frem til et tæt og konstruktivt samarbejde med Dansk Atletik, ultrakoordinator Peter Lund Torjussen og de øvrige landstrænere. Jeg tror på, at vi gennem fælles ambitioner, videndeling og samarbejde på tværs af disciplinerne kan være med til at løfte dansk ultraløb i en endnu mere professionel retning – både sportsligt og organisatorisk.
Min vision er, at vi sammen – landstrænerassistent Tina Vinkel Skannerup, atleterne og jeg – kan skabe en holdkultur, hvor fællesskabet får afgørende betydning for de individuelle præstationer.
Ultraløb er på mange måder en individuel sportsgren. Den enkelte atlet skal selv tilbagelægge distancen, håndtere udfordringerne og finde de mentale og fysiske ressourcer, der skal til for at præstere. Men jeg tror på, at de individuelle præstationer kan løftes gennem et stærkt fællesskab.
Et fællesskab, der har værdi i sig selv. Hvor vi lærer af hinanden, deler erfaringer, udfordrer hinanden og skaber muligheder, som den enkelte ikke nødvendigvis kan skabe alene.
For mig handler opgaven derfor også om at skabe en kultur præget af tillid, respekt, engagement og en oprigtig interesse for hinandens udvikling. En kultur, hvor den enkelte oplever at høre til, bidrage og være en vigtig del af noget større.
Et hold, hvor fællesskabet bliver en styrke for den enkelte – og den enkeltes styrke bliver en del af fællesskabet.
Det er den kultur, jeg gerne vil være med til at udvikle.
Vi er ét landshold.
At lede mennesker, der allerede kan lede sig selv
Noget af det, der gør ledelsesopgaven særlig interessant, er de mennesker, jeg skal samarbejde med.
Ultraløbere på internationalt niveau er i høj grad selvledende. De har en bemærkelsesværdig evne til at arbejde målrettet, fastholde motivation og navigere gennem både fysisk og mental modgang.
De har allerede skabt deres egne strukturer, træningsfællesskaber og måder at udvikle sig på. De kender deres krop, deres motivation og de personlige omkostninger, som det kan kræve at forfølge store ambitioner.
Det er mennesker, der ikke behøver en landstræner til at fortælle dem, hvorfor de skal løbe, eller hvad de skal drømme om.
Og netop derfor bliver spørgsmålet om ledelse interessant.
For hvad er min rolle som leder, når de mennesker, jeg skal lede, allerede besidder så stor en grad af selvledelse?
Jeg tror, at svaret i høj grad ligger i at skabe rammer, retning og relationer frem for at forsøge at styre den enkelte.
Det betyder ikke, at ledelse bliver mindre vigtig. Tværtimod. Men ledelsen får en anden karakter.
Min opgave er ikke at overtage den enkeltes ambitioner. Min opgave er at skabe et miljø, hvor de individuelle ambitioner og det fælles projekt kan styrke hinanden.
Rekruttering handler også om kultur
En væsentlig del af mit arbejde lige nu handler om at sammensætte vores bruttolandshold.
På overfladen kan rekruttering se forholdsvis enkelt ud. Vi identificerer de atleter, der har kvalificeret sig, kontakter dem og inviterer dem ind i landsholdsarbejdet.
Men jeg mener, at rekruttering handler om langt mere end det.
For hvad er det egentlig, vi inviterer mennesker ind i?
Hvilke værdier skal kendetegne vores landshold? Hvilken kultur skal de møde? Hvad kan de forvente af os som ledelse, og hvad kan vi forvente af hinanden?
Jeg ønsker, at en invitation til landsholdet skal være en invitation til at indgå i noget, der har betydning. Ikke kun fordi man får mulighed for at repræsentere Danmark, men fordi man bliver en del af et miljø, hvor vi aktivt arbejder for at gøre hinanden bedre.
Derfor er rekruttering for mig også begyndelsen på en relation.
Mennesket bag præstationen
I den første fase har jeg prioriteret individuelle samtaler med atleterne højt.
Ikke først og fremmest for at tale om kilometertal, træningsplaner eller resultater, men for at lære mennesket bag præstationen at kende.
Hvad driver den enkelte? Hvilke ambitioner har vedkommende? Hvilke erfaringer har formet deres tilgang til ultraløb? Hvad ønsker de at få ud af et landshold, og hvad har de selv lyst til at bidrage med?
De samtaler har allerede givet mig værdifulde indsigter.
De minder mig om, at selv om atleterne deler en passion for ultraløb, er deres motivation, erfaringer, behov og livssituationer forskellige.
Og det er netop i forskelligheden, jeg ser et stort potentiale.
For hvis vi formår at skabe en kultur, hvor den enkelte både føler sig forstået, respekteret og som en værdifuld del af fællesskabet, har vi et stærkt udgangspunkt for at udvikle noget sammen.
For mig er stærke relationer en væsentlig del af fundamentet for både den enkelte atlets udvikling og holdets fælles præstationer. Derfor står relationsarbejdet centralt i min tilgang til ledelse. Vi er et fællesskab af atleter, der præsterer individuelt, men som gennem tillid, videndeling og stærke relationer kan løfte hinanden og skabe endnu bedre forudsætninger for den enkeltes udvikling og præstation.
Autonomi og fællesskab er ikke modsætninger
Jeg er særligt optaget af, hvordan vi skaber en ledelseskultur med både en tydelig fælles retning og stor respekt for den enkeltes autonomi.
Inden for motivationspsykologien ved vi, at oplevelsen af autonomi, kompetence og samhørighed har væsentlig betydning for menneskers motivation og trivsel.
Det perspektiv giver god mening i arbejdet med vores landshold.
Atleterne skal opleve frihed til at tage ansvar for deres egen udvikling. De skal opleve, at deres kompetencer og erfaringer bliver anerkendt. Og de skal samtidig mærke, at de hører til i et fællesskab, som har betydning for dem.
Det interessante er, at disse behov ikke behøver konkurrere med hinanden.
Tværtimod tror jeg, at vi kan udvikle et landshold, hvor den enkeltes selvstændighed bliver en styrke for fællesskabet, og hvor fællesskabet samtidig bidrager til den enkeltes udvikling.
Men det sker ikke automatisk.
Det kræver, at vi er nysgerrige på hinanden, deler viden, tør stille spørgsmål og skaber plads til forskellige perspektiver.
Det kræver også en kultur, hvor man kan være ambitiøs på egne vegne og samtidig oprigtigt glæde sig over andres succes.
Fra individuelle præstationer til en fælles kultur
I ultraløb er præstationen grundlæggende individuel.
Når startskuddet lyder til et 24-timersløb, er det den enkelte atlet, der skal gennemføre. Det er den enkelte, der oplever trætheden, tvivlen, smerterne og de mentale udfordringer undervejs.
Men forberedelserne, læringen og rammerne omkring præstationen behøver ikke være individuelle.
Her kan landsholdet gøre en forskel.
Vi kan skabe et miljø, hvor atleterne deler erfaringer om træning, restitution, ernæring og mentale strategier. Hvor erfarne løbere hjælper nye landsholdsatleter. Hvor vi tør tale åbent om både succeser og det, der ikke lykkes.
Og hvor vi sammen udvikler en forståelse af, hvad det betyder at repræsentere Danmark.
For mig handler det ikke om at skabe ensartethed. Vi skal ikke tænke ens, træne ens eller have de samme ambitioner.
Vi skal derimod udvikle en fælles kultur, hvor forskelligheden bliver en ressource, og hvor vi arbejder ud fra nogle værdier, vi kan genkende hos hinanden.
Vi er ét landshold. Ikke fordi vi er ens, men fordi vi vælger at gøre hinanden stærkere.
Kultur kan ikke besluttes – den skal skabes
Som landstræner har jeg et ansvar for at sætte retning, skabe rammer og træffe beslutninger.
Men jeg tror ikke på, at en stærk kultur kan skabes alene gennem flotte værdier, strategier eller formuleringer i et dokument.
Kultur udvikles gennem vores handlinger.
I måden, vi taler med hinanden på. I måden, vi håndterer uenigheder og udfordringer på. I måden, vi deler viden og hjælper hinanden. Og i den tillid, vi gradvist opbygger.
Derfor bliver en vigtig del af min ledelse også at spørge, lytte og lære.
Jeg har ikke på forhånd alle svarene på, hvordan vi skaber det bedst mulige landshold. Og det skal jeg heller ikke have.
For hvis vi virkelig ønsker at bygge et landshold på samarbejde, tillid og fælles ansvar, må atleterne også have reel indflydelse på den kultur, vi udvikler.
Her bliver ledelse for mig en balance mellem at tage ansvar for retningen og samtidig give plads til, at andre kan være med til at forme vejen.
Et landshold i udvikling
Vi befinder os stadig i begyndelsen af vores fælles arbejde.
Sammen med min landstrænerassistent, Tina Vinkel Skannerup, er jeg optaget af, hvordan vi kan omsætte vores ambitioner til en kultur, som atleterne faktisk oplever i hverdagen og ved de internationale mesterskaber.
Vi skal naturligvis arbejde målrettet med sportslige resultater. Vi skal skabe gode forudsætninger for, at danske ultraløbere kan konkurrere på højeste internationale niveau.
Men jeg håber også, at vi kan skabe noget, der rækker ud over medaljer, placeringer og kilometertal.
Et landshold, hvor man føler sig værdsat som menneske og respekteret som atlet. Hvor man har lyst til at bidrage, også når man ikke selv står på startstregen. Og hvor erfaringer, relationer og fælles ambitioner skaber udvikling over tid.
For mig er det ikke et valg mellem kultur og præstation.
Jeg tror på, at kulturen er en væsentlig del af grundlaget for præstationerne.
Og måske er det netop her, den mest interessante ledelsesopgave ligger:
At skabe et fællesskab, hvor mennesker, der allerede er dygtige til at præstere individuelt, opdager, at de kan nå endnu længere sammen.
Det er den rejse, vi er begyndt på.
Og jeg glæder mig til både at lede den, bidrage til den og lære af den.
Vi er ét landshold.
Fuld fart frem! 🔥
